Kirstine Nygaard/ August 11, 2019/ Nyheder

Der findes ideen om at kroppen begrænser os. Men er kroppen ikke den som muliggøre vores udførelse af ideer? Mon tankernes mylder er det som blokere for vores kreativitet? Blokere for vores kærlighed til hinanden? Blokere os for helt grundlæggende visdom som opleves i det fysiske nærvær. Er det i den fysiske nærvær tankerne kommer på afstand? Er det her hvor vi oplever at kunne møde andre? Er det her hvor den evige vurdering ophøre og nærværet øger observationen af alt hvad der foregår? Er det her vi forbinder til livet i det mange afskygninger? Er det her hvor tankerne ikke overtager vores identitet? Er det her hvor vi mærker den forbindelse som findes mellem alt levende. I cellernes og diverse molekylers evige liv, evige opløsning og evige forandring? Er det her hvor livet virkelig findes? I den fysiske tilstedeværelse som har direkte forbindelse til stjernerne. Til universets lov, til naturloven? Er det her hvor vores evige forandring og vores tillid vokser? Er det mon tankerne som blokere og kredser om rigtigt og forkert? Er det tænkte teorier som spænder ben for at mærke efter hvad vi hver især behøver, ønsker og længes efter? Er det tankerne som distancere os fra det individualiseret samfund som der tales så meget om? Er det ideen om at tingene bør være på en bestemt måde, som tvinger os ubevidst til at leve et liv, som dybest inde ikke er det der ønskes? Er det frygten for at være forkert? Frygten for ikke at passe ind? Frygten for ikke at være god nok? Frygten for at miste?
Kan vi selv bestemme hvordan vi lever? Har vi et frit valg? Og med dette frie valg følger der så konsekvenser? Hvilke konsekvenser vil du leve med? Vil du være bundet af frygt og fravær eller tillid og nærvær?
Hvordan bevæger vi os ind i nærvær og væk fra fravær? Er det noget vi skal tænke os til? Eller er det noget vi fysisk kan ændre? Er det udlevelsen af fysisk kreativitet igennem sindets observation og nysgerrighed som forbinder mennesket i sin helhed? Bør vi lærer at mestre vores tænkning fremfor at lade tænkningen være vores mester? Er det et samarbejde som kræver at der findes balance mellem det fysiske og det psykiske? Er der balance mellem fysisk og psyke? Er det virkelig sådan: at livet skal udregnes? Eller er det sådan: at lives skal opleves, erfares og leves i sin fysiske form. Bør vi gå fra barn til voksen? Eller fra voksen til barn? Bør vi finde balancen mellem det frie barn og den bundet voksen? Bør vi lærer af hinanden børn mellem voksen? Eller tror vi virkelig at der er nogen der bærer hele den jordiske viden? Er det ikke en fælles viden som udveksles gennem al erfaring? Og nogen gange kan vi måske kigge på det som er erfaret og indse at det er forældet. Kan det være at tingene er forandret? Og kan det være at der er evig forandring? Kan det være vi skal leve mere i fysikken fremfor i tankerne? Og er forældet egentlig forbundet med forælder? Er en forælder et forældet barn, og hvad vil det sige at være forældet? Kommer børnene for at give os muligheden for at finde balancen mellem den tænkende/moralsk voksen og det frie barn?
Hvordan hænger verden og livet egentlig sammen? Er der nogen der ved det? Er der nogen der nogensinde regner det ud? Og i så fald hvem er de? Og er det så ikke en individuel sandhed? Er det individuelle sandhed ikke den sande sandhed? Og endnu vigtigere, er den regnet ud, erfaret eller oplevet? Eller noget 4.?