Kirstine Nygaard/ August 10, 2019/ Nyheder

Endnu engang strejfer refleksionerne mig omkring vores stræben efter et samfund hvor vi ønsker at være selvstændige individer, hvor vi ønsker et samfund med individualitet, plads og rummelighed. Et samfund hvor der er plads til forskellige måder at gøre tingene på. Dog synes det som om, at jo flere grene der kommer inden for diverse mennesketyper, sågar diagnoser, diverse former for ingeniører, diverse former for livsstile, jo mere indsnævret virker diverse ”samfund”. Jo flere og flere kulturer dukker op, altså jo flere ting vi dyrker, jo sværere synes det at mødes på tværs af kulturer. Jo flere sandheder der viser sig, jo mere rigid bliver de allerede eksisterende sandheder. Og sandhederne kæmper om pladsen for den endegyldige af slagsen.

Det findes noget i mennesket, som søger svar. Som søger dette svar et tilsyneladende logisk sted, men mon vi skal gå med logikken? Mon vi skal gå med statistikker? Hvis vi virkelig ønsker individualisering, bør vi så ikke kigge på de forskellige former hvorpå man kan søge svar på de menneskelige spørgsmål? Mon ikke vi bør tage nogle af de resultater vi allerede har undersøgt, og fået svar på, i brug til en videre søgen efter svar? Og i det hele taget overveje hvad vi kan få svar på? Overveje hvad vi har fået svar på? Overveje udviklingen af viden, som netop altid er i evig forandring? Overveje om den ene sandhed er den andens sandhed?

Som mor er min underen over hvordan vi støtter vores børn vokset gevaldigt, og der findes mange svar. Svar fra tideliger tider, svar fra det moderne samfund, svar fra bøger, svar fra veninder, svar fra den danske kultur, svar fra andre kulture. Og i stedet for at læse bøger, så bør vi læse vores børn. VI bør lærer dem at kende! Jeg husker under min graviditet hvordan jeg blev påvirket af andres meninger og holdninger, om hvad man må og ikke må. Jeg fik mange spørgsmål, og hvor henne skulle jeg finde mine svar? Hvis vi ønsker et individualiseret samfund, så finder vi svaret i os selv. Men i vores samfund findes der ønsket om individualitet, men meget lidt af det. Egentlig var det ikke så meget spørgsmål jeg modtog, men mere påstande, påbud og regler, om hvad der er tilladt og om hvad der ikke er tilladt. Det var ikke en undren eller et ønske om at høre min sandhed. Det var noget andet. Det er noget der præge den danske fælles kultur.

”Du må da ikke få honning når du er gravid”,

”Nu skal du passe på du ikke tager flere kilo på”,

”man må ikke spise for meget lakrids”,

Du må da ikke arbejde med hårfarve”.

At kunne skubbe generaliseringer væk er svært, når man som menneske ønsker at passe ind, ønsker at høre til. Og uanset hvor meget vi prædiker, at vi ønsker denne individualisering, så er vi så bundet op af vores egen nedarvet kultur i vores familie strukturere, og den overordnet samfundsstruktur. Med janteloven hængende over vores hoveder, som noget vi måske i bund og grund syntes er noget bullshit, så kommer vi ikke udenom at den hersker i vores danske samfund. Så din unikke levemåde, din sandhed, får måske ikke den plads som den fortjener i vores ønskesamfund, men bliver i stedet trampet lidt ned af vores generelle holdninger og meninger, da individet ikke skal tro noget højre om sig selv. Spørgsmålet er så om det er tanken om noget højre, eller blot tanken om noget anderledes. Og hvordan har vores samfund det med det der er anderledes? Det som synes som det alder vigtigste er vel at vi formår at føle os lige, uanset den individuelle sandhed? Og netop det syntes så langt fra den samfundsmæssige struktur.

I går da jeg hentede min datter fra vuggestue, gjorde en af pædagogerne mig opmærksom på, at han havde taget nødderne ud af min datters madpakke. Det skyldes at sundhedsstyrelsen ikke anbefaler at børn under tre år for nødder. Så det vil de ikke have hængene på sig, for tænk nu hvis… Her kan vi se magten som den generaliserede sandhed har over individet i samfundet. Desuden ser vi igen hvor stor magt frygt har over mennesket. Ja ja, mit barn kan da få nødder her hjemme, men muligheden for af leve sin egen sandhed, sin egen livsstil, og i det hele taget sig selv ud igennem de små, men vigtige valg vi træffer i vores hverdag, bliver svært når den samfundsmæssige sandhed tramper den enkeltes sandhed ned. Vi gemmer os væk, og måske er det også noget af det som netop gør at så mange føler sig ensomme. At så mange føler sig udenfor, fordi den generelle sandhed gør at vi må gemme vores egen sandhed væk i mødet med omverdenen. Vi pubber os inde der hjemme, og magter ikke at mødes i den generelle og tilsyneladende fælles verden. Vi er så låst i vores fællesstruktur, at ønsket om denne individuelle livsopfattelse bliver som et overfladisk maleri, hvor der bag den pæne maling findes alt andet end plads til forskelligheder. Plads til enkelte sandheder, plads til at leve livet i kontakt med egne indre værdier.

Jeg husker også flere gange at få den der ”ååå tør du godt det!” – Det var når jeg bl.a. blev spurgt om fødested og sagde ”hjemme.” -Det er når min datter får rå gulerod eller agurk, lidt tideliger end der anbefales af sundhedsstyrelsen… I et generaliseret samfund gælder alle regler alle, i det individualiseret samfund oplever man, mærker man. Man er nysgerrig, finder egne veje, prøver af, og finder ud af hvad der fungere for en selv. Det er den verden hvor vi mærker fremfor at tænke. Eller den verden hvor der i hvert fald findes mere balance mellem disse to egenskaber. Individualitet er at stå fast på sine egne meninger, holdninger og værdier, at vælge til og fra som det passer bedst for hvert eneste enkelte unikke menneske. Kigger vi på diverse selvhjælpsbøger, som menes at ville gøre mennesket frit, så er det alligevel som om at der er en sandhed fra denne bog, som præger den som søger sin egen sandhed. Og er vi egentlig klar over at vi søger vores egen? Eller prøver vi at finde en allerede eksisterende sandhed som passer som hånd i handske? Findes det virkelig? Måske vi bør ”læse” os selv, erfare os selv, fremfor at regne os selv ud, og læse os til svar omkring os selv.

Refleksion opstår i mødet med verden. Vi har hver især nogle egenskaber med os fra fødslen, vi har energetisk og fysiskgenetiske hukommelse med os, og hver et menneskes struktur er individuel. Derfor må det vel være lige så individuelt hvordan denne menneskelige struktur bør udleves og udfoldes. Når vi i en familiekultur for regler og normer med os, så er det vores egen opgave som individ at kunne skille snot fra skidt, og leve vores eget liv i overensstemmelse med den indre sandhed. Og samtidig huske på at den sandhed man har lært er andres. Vi bør både overveje hvordan vi fungere socialt, hvordan vi ønsker at ændre på nedarvet og tillærte strukturer som ikke matcher vores egne, og noget så enkelt som hvordan vi vil, at en helt almindelig hverdag skal fungere.

I hvert et hjem findes der et samfund, en kultur, en struktur, som er udgjort af dets enheder, men i den grad også af den gruppe dynamik som opstår mennesker imellem. Derfor vil de voksnes, altså det allerede eksisterende være det dominerende. En sandhed som muligvis aldrig helt har matchet, men som netop er tillært. På et tidspunkt må forandringen indtræde, og denne kræver menneskets individuelle opmærksomhed. Den kræver at vi ikke binder os til fortiden, den kræver at vi er tilstede, opmærksomme og autentiske. Den kræver at vi river os løs fra teorier, som netop er andres tideliger erfaringer, men i stedet holder os åbne og nysgerrige for nye svar. Det kræver at påståelighed bliver udfordret, skubbet, trukket og opløst. Det kræver at vi forbinder bag ved sindets generelle forståelse, og ind i den fysiske og energetiske unikke menneskelige struktur. Den kræver at vi erfare os selv, fremfor at tænke os til sandheden. Det kræver nærvær og det kræver mod. Inspiration findes i alle sandheder, men den individuelle sandhed findes i dig, og påvirker samfundet når du udlever den. Fællesskab er ikke generalisering, fællesskab er når enheder mødes i deres forskellighed.

PS: Jeg ar haft en samtale med en af pædagogerne omkring samfundsmæssig frygt mm, og min datter får nu nødder med igen, skåret ud i små stykker. 😀