Fødderne og deres potentiale


Vores fødder er vores fundament. Fødderne lader os balancere på jorden, de lader os møde den, og lader os nære af den.

Fødderne har direkte indflydelse op gennem benene, vores knæ, hofter, bækken og rygsøjle, som forbinder til brystet, skuldrene som forbinder videre ud i arme og hænder. Derunder op gennem nakken, til dit hoved og ansigtet. Fødderne har altså påvirkning på hele kroppen og dens tilstand.

Hvad er så føddernes potentiale? Og hvad kan stærke, mobile og alignede fødder berige dit liv med? En ting er din individuelle oplevelse, din forbindelse til jorden, livet på jorden, naturen, og dermed også din egen natur, dit eget indre landskab, og din indsigt heri.

Fødderne lader dig gå på opdagelse i verden, i livet. Dine fødder er en direkte adgang til autenticitet, tillid, mod og dit indre vilddyr.

De lader dig bevæge dig frem. De giver dig evnen til at stå fast i al slags vejr. De giver dig evnen til at gå væk fra det, der ikke tjener dig.

Forskellige fysiske, psykiske og følelsesmæssige udfordringer kan være forbundet til fødderne.

Nogle af de direkte sammenhæng mellem føddernes tilstand, og din oplevelse i livet kan være mangel på tillid, at du føler dig utryg i livet. Det kan være, at du ikke ved hvad du ønsker for dig selv, at opleve at sidde fast i livet, en relation eller en situation. Det kan også være at du er ubeslutsom og har svært ved at forpligte dig til et projekt eller en relation, måske hopper du rodløst rundt, eller har hovedet for højt i skyerne.

Husk på, at alt er relativt, og vi er alle forskellige. Så inden du begynder at diagnosticere dig selv, dine fødder og dit liv, så mind dig selv om at vi ikke alle skal forpligte os lige meget og lige så længe. Mind dig selv om at nogle bevæger sig hurtigere end andre og at mål i livet er individuelt og af forskellig størrelse. Mind dig selv om at du har frit valg. Du er ikke i stykker, du skal ikke fikses.

… Men måske giver det mening for dig at forbinde dig til din indre natur. At øge din balance, styrke dine fødder, samt øge din kontrol og mobilitet i og omkring fødderne. Det giver måske mening at sætte tempoet ned, eller endda op, at smide skoene, mærke jorden med bare tæer, mærke tæerne, og lytte til dine dybeste og inderste behov og ønsker, uden indblanding af fornuften. Den skal tidsnok flette sig ind lige hvor den hører til, når du kender dine drømme og ønsker for dig og dit liv. ❤️

Lad dig opleve, erfare, reflektere og skabe erkendelser gennem kropslig indsigt. Lad dig lytte til kroppen, i stedet for at have travlt med at fikse den. Lad kroppen mærke den har din opmærksomhed, uden dens indsats. Det at lytte, vise omsorg og interesse kan ofte heale og forløse, uden anstrengelse.

Det er som andre nære relationer, når først der er skabt forbindelse og indsigt i behov, kan vi herfra støtte vores kæreste, vores krop, den del af os som er manifesteret.