Kroppen som vores eksistensgrundlag

Kroppen er vores primære erfaringskilde.

At kunne tolerere fysisk belastning afspejler evnen til at kunne tolerere belastninger i livet generelt.

Oplever vi at anstrengelse ikke er en del af livet, kan vi risikere et tungt og trist liv uden mening.

Med kroppen må vi møde vores omgivelser. Med sanserne kan vi modtage indtryk fra verden. Med bevægelse kan vi flytte på verden.

Det at smage, lytte, mærke, se, dufte og det at fornemme kroppen gør og i stand til at erfare, opleve og ikke mindst erkende.

At bevæge os, – hvad end det er tungen der i sammenspil med åndedrættet skaber lyde, hænderne der former noget kreativt eller giver kærtegn, kroppen der bevæger sig i sammenspil med rummet omkring os, eller tåre der lader os forløse og opdage at vi er rørt, bevæget af noget eller nogen – det er altsammen kropsligt, det er et sammenspil mellem det bevidste og ubevidste der lader og opleve og blive oplevet i verden, og en del at det at være i live.

I vores moderne samfund med en kultur der kan gøre bevægelse til en næsten undværlig handling, kan livet blive mere en forestilling end en faktisk oplevelse. Vores individuelle sandhed og den kropslige visdom risikere at miste fodfæste, når det at bevæge sig i livet, går fra at være en nødvendighed, med formålet at overleve, til en luksus, hvor kroppen tit bare skal følge med på ideer, frem for kroppens reelle behov – såsom mad, søvn, vand, berøring, og det at forplante sig.

Vores mad ligger klart i køledisken, endda kan vi få det leveret. Vi skal ikke først fange eller plukke det, og måske kan vi slippe for at tilberede det, og ej heller skal vi vurdere om det er farligt at indtage. Vi skal ikke løbe væk fra farlige dyr eller begivenheder på samme måde. Med andre ord, vi skal ikke bevæge kroppen for at overleve.

Vi kan flytte på os for at opleve, og dette kan gøres uden kropslige anstrengelser. Netop her synes der at indtræffe et behov for at opleve yderligere, fordi nødvendigheden af at opleve gennem kroppen, grundet behovet for overlevelse, i stedet bliver til at vi vil opleve for at overleve, grundet vores manglende evne til at være i kontakt med vores fysiske eksistens.

Meningen med livet er en individuel oplevelse. Med dine værdier giver du livet mening. Dog vil jeg hævde at evnen til at erkende egne værdier er i fare for at overdøves af andres udtrykte værdier, når erkendelserne i livet ikke er fysiskt og aktivt erfaret, men oftere rationelt forklaret og dermed givet en fælles værdi, som ikke nødvendigvis giver det enkelte individ mening. Værdier er mange og gode, men hvad der giver dit liv værdi og derved mening, er individuelt, og kræver egen erkendelse.

At leve på afstand af egne værdier gør livet tungt og meningsløst.

Du er noget i relation til verden, du er intet uden den, men du er dig selv. Du kan forestille dig hvad som skaber et meningsfuldt liv, eller du kan erfare verden og dig selv, og derved opleve mening i livet. Du kan tænke at noget kan gøre dig lykkelig, og jage denne, eller du kan møde op med autenticitet og nærvær, med åbne sanser og nysgerrighed, og lade lykken være et produkt af dit nærvær og autenticitet, med egne værdier i højsæde, fremfor at lade lykken være et mål i sig.

Gå ud i verden og smag på luften, mærk den, lyt til noget eller noget – sådan virkelig lyt. Dans i regnen, lad det regne ud af dine øjne, lad din latter bryde ud, og lad dig bryde sammen for en stund. Mærk din, vores fysiske eksistens, vores potentiale, vores viden, vores forbindelse, og gør dig umage, ta’ ansvar, skabe mening i livet, og del dig selv med verden, så du ikke visner hen i tyngden af ideerne om det succesfulde liv, uden resonans ind i din krop og alle dine celler. Lev i resonans med dine egne erfaringer og erkendelser. Lad dine erkendelser være anerkendt, og fyld her dit liv ud med mening i overensstemmelse med dine erfaret erkendelser.